Mette Kathrine Jensen Stærk blev født den 9. februar 1980

Begge mine forældre dansede folkedans og bevægede sig inden for foreningsmiljøet, så dans og fællessang var hverdagskost. Og når ting som dans og sang er så almindelige, som det var for mig, stiller man ikke altid spørgsmål – og dog… der blev forsøgt med børnefolkedans og klaverspil uden megen held, men så som 11-12 årig stod valget mellem at vaske op efter aftensmaden eller at spille harmonika 20 minutter hver dag. Noget af et valg, som heldigvis faldt ud til harmonikaens fordel. Ret hurtigt mødte jeg nogle andre børn og unge, som spillede folkemusik, og SÅ var den der. Jeg vidste, jeg ville leve af at spille, så som teenager var jeg den blegeste pige i gymnasiet, for jeg sad inde i timevis året rundt og spillede sammen med enten far og naboen Jens Arne eller sammen med kassettebånd med spillemandsmusik på. I 1998 startede der en folkemusiklinje på Det fynske Musikkonservatorium og efter et år på MGK i Holstebro, blev jeg optaget i 2001. Der var kun 4 musikstuderende pr. årgang: en russer, en skotsk australier og…. drengen ude fra skolebussen!!! Hver eneste morgen i 10 år havde jeg stået på skolebus sammen med Kristian Bugge. Stået uden at snakke. Og nu var vi kommet i samme klasse og havde samme interesse for den traditionelle danske folkemusik. Duoen Jensen & Bugge var født.

På konservatoriet fik jeg harmonikatimer hos Carl Erik Lundgaard, Lilian Vammen og svenske Lars Holm. Men at studere folkemusik er jo lige så meget et livsstudie, så ”timerne” tog nogle gange dage med snak, dans, musik og spillejobs i det ganske land.

Kristian og jeg tog rundt i Jylland og spillede med blandt andre Karl Skaarup fra Thy og Peter Uhrbrand fra Fanø. Men det at møde mennesket og se noget af sammenhængen mellem folk, natur og musik var så fascinerende, at jeg fik et fordybelsesår på konservatoriet til at besøge spillefolk fra Thy til Christiania. 80 forskellige besøg blev det til.

Et par måneder inden den afsluttende eksamen fra folkemusiklinjen, snakkede jeg med en gammel musikskoleveninde Charlotte. Hun udfrittede mig om egne kompositioner… Arghh der var jo en del, men de lå så fint i kommodeskuffen… Charlotte mente bestemt, de skulle op derfra, så vi besluttede at spørge Charlottes søster Louise, om ikke vi skulle lave en trio til eksamen og så spille nogle af de sange, jeg havde sat melodi til. Efter eksamen blev vi tre kvinder enige om, at det her kunne noget, og da det var i 2007 har Zenobia nu spillet en hel del koncerter siden, og det er stadig sjovt!

Jensen & Bugge har turneret en del i hele verden. Faktisk talte jeg for nyligt efter, at jeg har spillet i 30 forskellige lande. Men det største eventyr startede i 2008 i USA, hvor Kristian og jeg mødte Dwight Lamb, som var efterkommer af en gammel spillemand, Kræn Jerup fra Vendsyssel. Et helt vendsyssel-repertoire blev lært – og USA og Danmark blev turneret tyndt. Dwight er en sand skattekiste af musik og tradition. Hans families melodier blev glemt i Danmark, men som Dwight siger, så har hans familie holdt melodierne i live i over 100 år, så nu er det godt Jensen & Bugge tager dem med tilbage igen og genlærer de danske spillefolk et unikt repertoire.

Jeg har nu snart i en del år levet som freelance folkemusiker og nyeste skud på stammen er fortælling. Folkemusik og fortælling går som fod i hose – og hvis jeg er ude at spille koncert, er der en del fortælling til melodierne, og hvis jeg er ude at holde foredrag, er der en del melodier til ordene.

Fortællingen er jo slet ikke slut endnu, men hvis du vil høre mere om musikdirektøren Borcher Madsen, om statsspillemanden Evald Thomsens søn Hardy, om VM i fodbold i Sydkorea, om forskellen på vestjysk vals og danseskolevals, om højskolesangbogen og mine nye kompositioner i samme tradition, så kom til koncert, bal eller foredrag – eller send en mail 🙂