En Folkemusiker Fortæller

De sidste par år har jeg været ude at fortælle i kirker, forsamlingshuse, brugsforeninger og mange andre steder. På mine rejser som folkemusiker har jeg opsnappet mange spændende og sjove anekdoter fra ind- og udland – dem deler jeg gerne ud af. En god historie bliver kun bedre af at blive fortalt.

Læs herunder lidt om mine forskellige foredrag. Vil du gerne høre mere, er du velkommen til at kontakte mig.


Praktiske oplysninger

Varighed: ca. 60 minutter

Fra Thy til Christiania

Jeg brugte et år på at besøge 80 forskellige spillefolk – fra Thy til Christiania; det vil jeg fortælle om. Og om hvordan uddød vendsysselmusik pludselig var levende i Iowa. Jeg vil berette om selvoplevede spillemandshistorier, men man kan jo også arve historier, så nogle af de mest markante afdøde spillemænd vil også optræde i mine fortællinger og musik.

Nye kildevæld

Da jeg var barn, hed de sinker eller landsbytosser. Man kunne være ”egen”, en original eller bare sær. Vi kender alle nogen – men er der mon lige så mange som før? Er de gemt af vejen, eller findes de ikke så meget mere? Hvad sker der med os selv, hvis ikke de skæve eksistenser bor rundt om hjørnet – eller i os selv?

Fornemmelser for årstider i Skandinavien

Dette foredrag kommer til at omhandle ”den nordiske tid” – om Sankt Hans, majstangen, fastelavn – om Vølvens Spådom, om vikinger og om årstidens sange. Og en sang er kun en sang, når den bliver sunget – så det skal vi også.

Evald Tang Kristensen – Verdens største folkemindesamler

Der bliver fortalt om Evald Tang Kristensens liv – verdens største folkemindesamler, fortalt anekdoter, læst op af breve samt spillet musik som ETK har indsamlet. Jeg vil også både selv synge og synge sammen med de fremmødte.

Halfdan Rasmussen

Halfdan Rasmussen kunne i 2015 være fyldt 100 år. Se, det er værd at fejre – stadigvæk! Vi skal både høre sjove men også triste digte. Børn og barnlige sjæle nyder hans “Tosserier”, og voksne har måske læst hans “Faxerier” til hans gode ven Johannes Møllehave. Der er politik og humor. Vi skal kigge lidt på, hvad hans finurlige hjerne har hittet på, og hvem af andre finurlige hjerner han har omgivet sig med. Heldigvis er der skrevet melodi til mange af hans digte – selvom det ikke er så ligetil at få lov til. Så vi skal selvfølgelig synge både sjove og triste sange.

Døden

Min lærer fra konservatorietiden, Carl Erik Lundgaard, og jeg har lavet en tankevækkende, kærlig, alvorlig, humoristisk fortælling om døden. Forhåbentlig kommer man hjem med lidt ny luft under vingerne, og en bevidsthed om at døden og det at være i live er stærkt forbundet.